Glædeligt at Distortion aflyses for andet år i træk

Glædeligt at Distortion aflyses for andet år i træk

Endelig en god coronanyhed til københavnerne! For andet år i træk aflyses Distortion. Det betyder, at Københavns Kommune sparer 1,71 mio. kr. og at københavnerne slipper for en masse urin, affald og bræk i gaderne. 

Sidste gang der blev holdt Distortion resulterede det i 28 støjoverskridelser og 52 tons skrald. På én dag! Dagen efter fortsatte festen i en anden bydel. Men det slipper københavnerne for i år, og det er en rigtig god nyhed. Men det bedste af det hele er ikke, at der bliver mindre affald og støj i gaderne. Nej, det bedste er at pengene kan bruges på noget andet. Eller endnu bedre: Hvis der kan samles politisk flertal for det, kan vi give pengene tilbage til københavnerne i skattelettelser. Det vil jeg i hvert fald kæmpe for, for jeg mener grundlæggende at pengene har det bedst i borgernes egner lommer.

Men man skal nok være både borgerlig og naiv for at kunne forestille sig, at de penge kommer tilbage til københavnernes igen. Mere realistisk må vi jo nok forvente, at politikerne beslutter at bruge dem på fjollede projekter i stil med “København som julehovedstad”, “Tagfarm på p-huset Asger Jorn“ eller nogle af de mange andre forslag, der har været diskuteret og besluttet gennem årene. Behøver jeg nævne de lysende bænke, lånehøns eller kommunale bycykler til 46.000 kr. stykket?

Som liberal undrer det mig at man formøbler pengene på den måde, for ingen af de ovenstående eksempler har jo noget som helst at gøre med kernevelfærd. Ikke engang det der ligner. Samtidig hører vi det ene eksempel efter det andet, hvor handicappede, hjemløse, stofbrugere og andre udsatte borgere lades i stikken eller bliver kastet rundt i et endeløst system. Og var det ikke også noget med en metro-gæld, som skulle finansieres ved at bygge på Amager Fælled? Det er da underligt at man går mere op i tagfarme og byparker end at passe på den natur, vi allerede har i byen i dag.

Hvis det stod til mig, så prioriterede kommunen altid kernevelfærden før politiske prestigeprojekter. Og Distortion, lysende bænke og bycykler er i hvert fald ikke kernevelfærd. Så skal vi ikke blive enige om at vi kan gøre det lidt bedre fremover?

Alexander Ryle