Bedre hjælp til de mest udsatte

Bedre hjælp til de mest udsatte

Et samfund skal måles på, hvordan vi behandler dem, der har mest brug for vores hjælp. Jeg vil arbejde for, at borgere med fysiske og psykiske handicaps tildeles passende hjælp, og at det enkelte menneskets behov altid kommer før kommunens behov.

Prioritér de mest udsatte borgere over prestigeprojekter

Hvis man lytter til Kommunernes Landsforening, så får man det indtryk, at kommunerne ikke har penge nok til at sikre en ordentlig kvalitet for vores mest udsatte, som for eksempel på handicapområdet. Men realiteten er, at kommunerne har rigeligt med penge. Politikerne vælger bare alt for ofte at bruge dem på områder, der intet har at gøre med kernevelfærd. Hvordan kan det eksempelvis være, at der spares på handicapområdet i København, når politikerne nemt kan findes penge til afholdelse af diverse festivaler? Her tænker jeg blandt andet på Distortion og chokoladefestivaler, som får store tilskud fra kommunen hvert eneste år. I København bruger politikerne årligt 18,4 millioner kroner på festivaler, men handicappede kan knap nok få hjælp til at komme på toilettet.

I videoen herunder fortæller jeg hvorfor vi skal prioritere hjælpen til dem, der har mest brug for den:

Et eksempel fra hverdagen:

I april kunne Muskelsvindfonden fortælle om 27 årige Mohammad, som kun kan komme ud tre timer om ugen med hjælp fra sin ledsager. Hans toiletbesøg skal planlægges nøje, så de passer med hjemmeplejens skema. Han ender ofte med at holde sig i flere timer, fordi hjemmeplejen kun har tid til ham få gange om dagen. Mohammad drømmer om at ansætte sine egne personlige hjælpere gennem ordningen Borgerstyret Personlig Assistance, men det har Københavns Kommune afvist. BPA-ordningen er nemlig kun tiltænkt folk med svære handicap, og det vurderer kommunen ikke er tilfældet for Mohammad. Mohammad er simpelthen ikke er syg nok til at få hjælpeordningen, selvom han knapt nok kan løfte et glas vand og ikke selv kan tage tøj på. Det har blandt andet resulteret i, at Mohammad ikke kan tage en uddannelse, da han i så fald ville skulle spørge sine medstuderende eller lærere om hjælp til at gå på toilettet.

Såden en BPA-ordning, som der efterspurgtes i eksemplet ovenfor koster i gennemsnit en million kroner per borger. I 2020 gav Københavns Kommune afslag til 16 borgere og tidligere år har antallet af afslag været endnu højere. Men hvordan kan festivaler være vigtigere end hjælpen til vores mest udsatte? Hvordan kan det være rimeligt, at borgere med handicap ikke kan have et socialt liv eller tage en uddannelse, når vi andre kan tage til gadefest på kommunens regning? Jeg synes det er udtryk for en helt skæv prioritering.

Kortere sagsbehandling og færre fejl

Enhver forsinkelse af afgøringstidspunktet er en forsinkelse af det tidspunkt, hvor borgeren modtager hjælpen. Derfor er det vigtigt at kommunen prioriterer en hurtig sagsbehandlingstid og laver færre fejl. Når kommunen laver fejl skal borgerne igennem en lang og besværlig klageproces, hvor kommunen først skal genvurdere sagen og herefter skal den forbi Ankestyrelsen. Det forlænger typisk den samlede sagsbehandlingstid fra 6-7 til 12-14 måneder.

I 2019 var der fejl i 52% af de ankede sager på børnehandicapområdet. Som systemet er indrettet nu, fristes man til at tro, at kommunen spekulerer i at give afslag for at spare penge. Hvis kommunen laver fejl i sagsbehandlingen, indebærer det nemlig i dag ikke en udgift for kommunen – tværtimod. Hvis Ankestyrelsen efter flere måneder ændrer afgørelsen, har kommunen sparet penge i den mellemliggende periode. Børnesager er særligt problematiske, fordi børns naturlige udvikling betyder, at forlænget sagsbehandling gør hjælpen forældet, før der er truffet en endelig afgørelse. Det karakterisktiske ved sociale ydelser, er, at de leveres fra dag til dag i form af hjælp og støtte og kan ikke efterleveres, selvom borgeren får ret i Ankestyrelsen.

Advokatrådet udgav for nylig en rapport, hvori de foreslog etablering af en retssikkerhedsfond, som kommunerne skal betale til, hvis de fejlagtigt giver afslag på ydelser. Ideen er, at kommuner, der har givet afslag på ydelser, som borgerne har ret til, skal betale deres besparelse ind til fonden. Jeg støtter Advokatrådets forslag og mener, at pengene i fonden med fordel kan bruges til kompensation, rådgivning og forskning til gavn for borgere med et handikap, så midlerne bliver på området og er med til at rette op på retssikkerheden. Derudover mener jeg, at flere bestemmelser i retssikkerhedsloven bør tillægges opsættende virkning, så fratagelse af hjælp først ske efter Ankestyrelsens afgørelse i sagen, hvis sagen påklages, modsat i dag, hvor kommunen fratager hjælpen med det samme, selvom borgeren klager over afgørelsen til Ankestyrelsen.

En helhedsorienteret sagsbehandling

Jeg ville ønske, at vi kunne give én fast sagsbehandler til de mest udsatte borgere, herunder borgere med handicap. Det ville gøre det nemmere at opbygge et godt samarbejde med borgerne og deres pårørende, samt være med til at sørge for fagligt kvalificerede tilbud. Desværre bliver sagsbehandlere i gennemsnit kun i handikapafdelingen et halvt år, bl.a. på grund af et dårligt arbejdsmiljø og manglende forudsætninger for at kunne behandle sagerne korrekt. Jeg mener, at Københavns kommune skal forpligtes til at sikre en helhedsorienteret indsats for borgerne samt sørge for grundig oplæring og efteruddannelse til sagsbehandlere på handikapområdet. Det skulle gerne resultere i, at sagsbehandleren er ordentligt informeret om borgerens situation, samt at der tilbydes den bedste hjælp fra starten. I dag får alt for mange borgere med handicap får afslag på hjælp eller kastes rundt i et endeløst system, der sætter kommunens behov over borgerens behov. Det er ikke værdigt hverken for dem, de pårørende eller os som velstående samfund.


Det vil jeg arbejde for

  • Der skal ikke bruges penge på politiske prestigeprojekter, før der er helt styr på kernevelfærden
  • Borgere med handicap skal have den hjælp de har brug for og krav på
  • Sagsbehandligstiden skal være kortere
  • Der skal ske meget færre fejl – særligt på børnehandicapområdet
  • Der skal oprettes en retssikkerhedsfond, som kommunen skal betale til, hvis den fejlagtigt giver afslag på ydelser
  • Vi skal sikre en helhedsorienteret indsats, så sagsbehandleren altid er ordentligt informeret om borgerens sag
  • Sagsbehandlere skal sikres grundig oplæring og efteruddannelse