3 gode grunde til at legalisere cannabis

3 gode grunde til at legalisere cannabis

I Liberal Alliance ønsker vi at legalisere cannabis. Et forbud har været forsøgt i mange år uden at det har haft den ønskede effekt. Jeg mener, at vi i København skal lade os inspirere af de gode erfaringer de har haft i eksempelvis Portugal og Colorado.  

Mere personlig frihed

At ryge en joint er et personligt valg. Hvad voksne mennesker laver, er ikke politikernes anliggende. Derfor skal vi lade folk leve deres liv, som de ønsker at leve det, uden at kriminalisere dem.

Bedre bekyttelse af brugere (bedre kvalitetssikring)

Der er intet der tyder på, at et forbud forhindrer folk i at komme ud i et misbrug. I stedet for at straffe brugerne med bøder eller fængsel, skal vi beskytte dem mod urent indhold. Det skal være muligt at gennemskue hvad det er man ryger. Hvis vi kan flytte hashsalget fra banderne til apoteket, kan vi tilbyde rådgivning og hjælp til dem, der er blevet afhængige.

Magten væk fra banderne

Forbuddet mod cannabis fastholder forbrugerne i de kriminelles klør. På det illegale marked er der ingen kontrol med hverken kvalitet eller indhold. Derfor kan man ikke vide, om det man køber er sikkert. Ved at legalisere cannabis, kan vi fjerne indtægtkilden fra banderne og politiet kan bruge deres tid på at opklare vigtigere forbrydelser til gavn for alles sikkerhed og velfærd. De penge, vi sparer på ikke at jagte rygere og smide mennesker i fængsel, kan vi i stedet bruges på oplysning og kvalitetssikring.

Selvom der i Københavns Borgerrepræsentation er et stort flertal for at legalisere cannabis, er det desværre ikke muligt. Det kræver nemlig en godkendelse i Folketinget, som blandt andet Sophie Hæstorp Andersens kollegaer på Christiansborg har afvist. Socialdemokratiet på Christiansborg går nemlig IKKE ind for legalisering af cannabis. 

I Liberal Alliance kæmper vi videre – både lokalt og nationalt. Læs Liberal Alliances nationale politik på området her (side 17 i arbejdsprogrammet).

Du kan også læse min politik i forhold til stofbrugere her.